You are currently browsing the category archive for the ‘Oplæsninger’ category.

Jeg har snydt bloggen lidt for et par oplæsninger, jeg har læst op til her i marts. Men det skal være slut! Så hvis du savner at bruge din onsdag (i morgen) i ordets tegn, så kom forbi galleriet på Vodroffsvej på Frederiksberg. Her vil skuespilleren (og digteren) Sejer Andersen afholde arrangementet “Humor og Musik”. Aftenen kommer til at bestå af den dygtige sangerinde Cathrine Elmerkjær, værten Sejer Andersen, mig selv og andre, som tilsammen vil forsøge at skabe en anderledes og indholdsrig onsdag i kunstneriske omgivelser.
Arrangementet starter kl. 19:30, og hvis det lyder af noget så synes jeg bestemt, at det er værd at slå et smut forbi.

Jeg var inviteret til at læse op på Vodroffsvej sidste søndag d. 11/3, og det var for mig en rigtig god oplevelse. Det var blandt andet på grund af den hyggelige og afslappede atmosfære, der eksisterede mellem oplæserne og publikum.
Så! Endnu en klar anbefaling.

Alt det andet

Marts er en måned brygget på afleveringer og 3.g’s svedeture, så poesi og oplæsninger har været svære at få til at harmonisere med skoleskemaet.
Dog betyder det ikke, at poesien er lagt på hylden. Tværtimod. Om en lige uges tid skal jeg et novelle kursus/workshop, hvilket jeg glæder mig utrolig meget til. Og derudover byder den kommende måned april jo også på værdifulde arrangementer som Øverste Kirurgiske Oplæsning, der vist nok er d. 5 april.
Hvis du ønsker at opleve hvor langt en poesioplæsning kan gå og blive bekræftet i litteraturens manglende grænser – og derved muligheder.
Så tag endelig forbi: Øverste Kirurgiske Oplæsning

Mange påskeliljer, vintergækker og anemoner herfra
– Dikte

Reklamer

Åh, hvor var jeg nervøs for, hvordan Lyrik og debat i Hans Tausens kirke skulle gå i går!  Heldigvis var det en rigtig succes og alt gik som det skulle. Og mere til. Jeg vil, her på bloggen og alle andre steder, sige stor tak til publikum, digterne og mine medarrangører. Aftenen i går – især aftenens debat – såede en masse inspiration og tanker, og da arrangementet var slut fortalte en fra publikum at hun følte sig helt inspireret -det kunne jo ikke være bedre!
I næste oplæg lover jeg at sætte nogle billeder fra aftenen ind, så at den gode stemning fra i går også kan pynte her på bloggen.

Jeg tilføjer lige det et kort digt, som jeg  bl.a. også læste op i går:

Og nogle gange danser vi
som om vi har glemt sproget
og kun består af krop

og andre gange synger vi
som om vi er lavet af ord
og kun består af lyd

og engang imellem træder vi
helt ud af oversættelserne
og ind i hinanden

 

 

 

 

 

 

 

 

– Dikte

Så blev det februar 2012 og poesioplæsninger blomstrer i fuld flor parallelt med det begyndende forår. Sidste torsdag var jeg til Poetry Slam i Huset i Magstræde, det er der som sådan ikke noget nyt i, men denne gang var der dømt “afterparty” i den lille beskedne kælder hvor arrangementet afholdes. Mægtig hyggeligt.
Igen fik jeg bekræftet at de bedste til at drikke nu engang er og bliver digtere.
For øvrigt skal jeg lige tilføje et stort tillykke til Rasmus Rhode, som vandt denne aftens slam!

Det var egentlig ikke det, jeg ville skrive om i dag…

Overskriften i dag kunne sagtens blive alle de hyggelige arrangementer oplæsninger som har været indefor den sidste månedestid, men denne gang rydder jeg oplæsningerne for at tilføje mit eget arrangement som jeg har nævnt i et forrigt indlæg her på bloggen.
Nemlig lyrik i Hans Tausens kirke.
Nu er det blevet tid til at jeg kan sige: Det er på tirsdag kl. 19 og det bliver meget hyggeligt, interessant, spændende, en vaskeægte eargasm og det bliver anerledes end alt andet.
Simpelthen.
Jeg har endda talt med Søren Ulrik Thomsen, om han ville komme – men han var på Fyn.
Simpelthen.
Hvis du har lyst til at peppe tirsdagen i februars farver lidt op så kom:
Lyrik og debat i Hans Tausens kirke
Digterne er:
Kim Stig Andersen
Irmelin HC. Prehn
Kenneth Krabat
og mig selv
Kim Stig Andersen og jeg skal repræsentere foreningen HUF, som vi er medlem af.  

Hvad går arrangementet ud på?

Arrangementet går ud på, at alle digterne tager udgangspunkt i en teologisk tekst, helt præcist en salme fra Det Gamle Testamente som skal fungere som en inspirationskilde eller en grundkerne i digternes tekster som de laver til aftenen.
Det kan altså handle om alt muligt, digteren uddrager og føler ud fra bibelteksten.
Ret interessant.

De tanker jeg har gjort mig, kan jeg lige tilføje her:

I Søren Ulrik Thomsens digtsamling ”Rystet Spejl” udtrykkes det, hvordan det føles at blive ældre, hvordan det føles at stå til ansvar over for det liv man indtil nu har levet, og ikke mindst hvordan det føles at stå til ansvar over for sig selv med det liv man har levet. ”Rystet Spejl” udtrykker blandede følelser og nogle gange en tomhed. Noget tungt. Noget tyngende. Søren Ulrik Thomsens digtsamling er fra 2011.

I Det Gamle Testamentes bibelstykke, vers 8,9-15, fortælles det hvordan livet ikke altid er retfærdigt, hvordan denne uretfærdighed kan få livet til at føles tomt og uforståeligt. Måske urimeligt. Måske endda uudholdeligt. Det Gamle Testamente indeholder dele, der er over 3000 år gamle. 

En fællesnævner for Det Gamle Testamente og Søren Ulrik Thomsens digtsamling burde være svær at finde. Især hvis man tager omstændighederne, kulturforskellen, tidsforskellen med i sin betragtning, synes det næsten som om at teksterne er fra hver deres planet. Måske er de også det.
Og så alligevel slet, slet ikke.
Begge tekster nævner tomheden.
Det skræmmer mig lidt. Det gør mig også tryg. For på trods af forskellen på teksterne, arbejder de begge med det essentielle, som til tider kan fylde meget hos alle. Det skræmmer mig fordi, at mennesket stadig efter mange tusind år ikke har fundet en konkret løsning på det uretfærdige, på tomheden. Men det gør mig også tryg fordi, at det beviser at Søren Ulrik Thomsen, mig selv og alle andre mennesker som lever nu i 2012 ikke er alene med de følelser og aldrig vil være det.
Derfor er lyrik og teologi svært forbundet i den forventning, at både lyrik og teologiske stykker kan fortælle, kan bearbejde og vise følelser som findes i os alle uafhængig af tid og sted.

Håber at se dig på tirsdag ellers en masse forår, påskeliljer og vintergækker fra bloggen
– Dikte Grønvold

If all the insects were to disappear from the earth, within 50 years all life on earth would end. If all human beings disappeared from the earth, within 50 years all forms of life would flourish.” – Jonas Salk.

Et citat som bliver nævnt i en tale inde på Ted.com (en international web-side for taler). Talen hedder “Schools kill creativity” af Ken Robinson.
Ken Robinson er en af de mest sete talere på siden, og jeg synes også han er en virkelig dygtig performer.
– Ted.com er for øvrigt en rigtig fin hjemmeside, en god inspiration og jeg kan kun varmt anbefale at man tager et kig forbi:
Ken Robinsons tale

– Dikte 

Nu er det jo gået hen og blevet mode at mene, at nytårsaften er overvurderet og “aldrig årets fest” – en mode jeg ikke helt kan tilslutte mig. Jeg har haft mange vellykkede nytårsaftener (7,9,13, bank under bordet og alt det der), som passer godt under titlen “årets fest” eller hvad man nu kalder det.
Derfor glæder jeg mig også utrolig meget til nytår 12. Ikke mindst fordi, at 2012 er spændende tal, hvis skæbne er blevet bestemt af alt fra “the year of doom” af Maya-indianerne og til at indeholde de Olympiske Lege i England.
For mig betyder 2012 (direkte oversat) = student!
– og måske en smule usikkerhed og en ny pioner i en stor ukendt verden.

Men for at runde anno 2011 af her på bloggen, for det skal det da!, så kommer lige et par billeder fra en oplæsning fra 2011:

Lys og trafik

At gå alene hjem

1) Jeg kan huske din regnjakke
nogle gange
når du går med den
over for rødt lys
slæber du cyklen
trafikkurven er i stykker
og du står midt i krydset
mens bilerne sover
på hver side af vejen

2) Jeg kan huske din regnjakke
nogle gange
når du går med den
over for rødt lys
dykker ned
under bilerne
kolliderer med
trafikkurven slukker sit øje

3) Jeg husker din regnjakke
nogle gange
når du går med den
når du står
og venter ved et kryds
se ikke tilbage
på mig
det er så nødvendigt
at gå hjem alene
nogle gange

– Dikte Grønvold

Så! Lige om lidt smutter jeg afsted til restauranten Gefährlich, som afholder poesiarrangementet “Opdigtet Onsdag”, som jeg vist også har nævnt i de tidligere opslag. I aften står menuen på Bøf Bourgogne og oplæsning med Janne Teller, Helle Helle og Lone Hørslev. Ih, hvor jeg glæder mig!
Aften i dag er desværre helt booket, men der kan bestilles billetter og ses program på Opdigtet Onsdags hjemmeside her: Opdigtet Onsdag

En anden varm og hed anbefaling jeg vil komme med i aften er fra musikkens verden. Nemlig Cocorosie, som jeg simpelthen forguder.
Cocorosie

Mange novemberhilsner
Dikte

November, november, november
Vores alle Henrik Nordbrandts yndlings måned. Men på trods af kulden og alt det grå, så er november en af de blomstrende måneder for poesiarrangementer, synes jeg.
Både poetry slam i Huset og månedlige arrangementer som La Fountaine f.eks. er alle startet op igen. Så hvis torsdag er en tom plet i kalenderen denne uge, så er Huset i Magstræde i hvert fald åbent for publikum og slammere til endnu en omgang: Piip poesi

“En barsk og bittersød teatercollage om krop og sind” – en ungdomsforestilling af Skaberwerket

Torsdag d. 13 oktober og fredag d. 14 oktober blev en forestilling kaldt, Kampen om Kroppen, opvist af 11 elever fra Roskilde Gymnasium. Denne forestilling bestod af 11 fortolkninger af digte, hvori et af mine digte fra “Nye Rejsende Antologi 2010” bl.a. var med. Det er lidt pudsigt at opleve et af ens digte “komme til live” og blive fortolket og bearbejdet af andre hænder og munde end min egen.
Det er jo det, de fleste som skriver ønsker allermest – det er i hvert fald mit indtryk -det at kunne give sine egne skriverrier ben på og lade dem vandre videre selv. Så det var spændende at være tilskuer til!

Arrangement i Hans Tausens kirke

D. 7 februar 2012 står jeg for poesiarrangement i Hans Tausens kirke i samarbejde med HUF og studentermenigheden. Det bliver rigtig spændende, og jeg glæder mig utrolig meget. Når tiden nærmer sig vil jeg informere nærmere – og sende en masse links selvfølgelig!

Ellers så er der ikke andet at tilføje end god november, læselyst og fantasi
– Dikte 

Så starter følelseskabinettet op igen.
Jeg er sikker på, at jeg ikke er den eneste som ikke har lidt under den våde og kolde sommer i år, men det er (gudskelov) kun endnu en undskyldning for at læse endnu mere! Netop.
Jeg har (udover at læse selvfølgelig) tilbragt sommerferien både ude og hjemme, her og der, men vigtigst af alt været på højskolen Testrup. Denne skole er særlig kendt for sin skrivelinje, som både kan tages i korte- og lange kurser.
Jeg valgte, igen i år, det korte kursus i sommerferien og havde æren af at blive undervist af Helle Helle – hvilket var en rigtig succesoplevelse. Hun anbefalede mig en novellesamling, som jeg vil (med løftet pegefinger og et ”burde læses”) anbefale videre:
Samlingen er skrevet af
Kjell Askildsen
”En pludselig frigørende tanke”
Han er utrolig dygtig og forstår sig virkelig på skrift og sine virkemetoder. Han tager skriften op på et helt nyt niveau, synes jeg. Dog jeg er heller ikke den største novellelæser, men jeg var meget imponeret og underholdt – og det er vel det, som er det væsentlige ikke?

Nu begynder poesi arrangementer også langsomt at starte op igen, så jeg satser på snart at kunne kom med et nyt indlæg fra den front. Ellers er der ikke andet end at give hverdagen hånden og vinke farvel til ferien med den anden hånd.

3.g here I come.
– Dikte

Oplæsning blandt døde dyr

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Beklager den voldsomme overskrift, men sådan foregik det!

Et nyt spændende poesi arrangement er kommet til Nørrebro og foregår tilmed i et gammelt bordels lokaler.

Link til oplæsningen

Jeg må indrømme, at jeg var en anelse nysgerrig da jeg blev inviteret ud og læse op et sted, hvor jeg ikke engang fik adressen at vide før et par dage forinden.
Tilmed kunne der maksimalt være 18 mennesker med som publikum, og de som ville med skulle selv kontakte værten, Claus Høxbroe, for at få billet og oplyst adressen – som jeg blot vidste var et gammelt bordel.
Meget, meget mystisk, tænkte jeg.
Det blev ikke mindre mystificeret, da jeg ankom til den hemmelige bygning og trådte ind i paradiset for udstoppede dyr, hvor alle naturens dyreracer stod frosset til en træplade eller hang op i en snor svævende i luften.
– ja, sågar så jeg en jazz-ræv i smoking.
Disse oplysninger associerer ikke ligefrem grundlaget for en poesioplæsning, men nærmere til en psykedelisk oplevelse med svampe. Og det er gør også udfaldet af aftenen endnu mere overraskende, da aftenen imod al forventning (og dog) var et af de mest hyggelige, meningsfulde og givende oplæsninger jeg har lyttet og været med til. Åbenbart er udstoppede dyr, ukendte lokaler, et lille publikum og en generel uviden om konceptet  netop de hemmelige ingredisenser som skal til for at skabe pladsen til ordene og spidse ørerne.

Jeg kan kun varmt anbefale dette arrangement og satser selv på at komme igen en anden gang som publikum.
Næste gang er det de mandelige poeter, som overtager scenen, og hvis du skynder dig kan det være, at der er stadig er en plads tilbage:

Mænd af ord

Ellers så er det ikke så meget at sige end, at de fleste poesi arrangementer holder sommerferie fra nu af (hermed er overspringshandling for at komme væk fra tysk eksamen spoleret) så mine fremtidige blogindlæg bliver, indtil sommerferien er ovre, nok ikke anbefalinger af nye poesiscener. Men hvem ved? Det kan jo være, at en ny scene åbnes her i sommerferien.

Mange eksamens held og lykke, sved og tårer, knæk og bræk, kaninpote, lykke på rejsen, hajtand
Og alt det andet mærkelige man plejer at sige og gøre

Dikte

Kalender

oktober 2017
M T O T F L S
« mar    
 1
2345678
9101112131415
16171819202122
23242526272829
3031