Poetry slam

Engang i februar, hvor jeg stillede op.
Taget af Kasper Glendorf Palsnov

Hvad er Poetry Slam egentlig? Det er i hvert det “noget”, som har taget mange mennesker med storm. For at give et overblik og en lille smagsvækker har jeg tyvstjålet en præsentation fra scenepoesi.dk:

Poetry slam er en digtkonkurrence. Tilfældigt udvalgte dommere blandt publikum bedømmer digternes tekst og fremførelse fra 0,0 til 10,0, og i løbet af aftenen findes vinderen. Han eller hun hyldes med præmiepenge, stående applaus og hurra-råb.

En god poetry slam aften skal være sjov, levende og tankevækkende. Den skal være let tilgængelig og svært afrystelig, mangfoldig og åben for alle – den etablerede forfatter og den nye med rystende hænder. Den skal være fyldt med tilstedeværelse og glæde ved ordene og alt det, de kan gøre ved os.

Poetry Slam i Kbh
I fredags var jeg til Piip poesis Poetry slam i Huset i Magstræde (Piip poesi er også bagmændende bag scenepoesi.dk). Det var, som altid, en hyggelig og intens aften med ord serveret på smagfulde – og mindre smagfulde måder.
Poetry Slammet i Huset plejer at skabe en unik og intens sammenhæng mellem publikum og den optrædende, og får alle til at gå hjem med halvbidte negle og strålende øjne. Det er en oplevelse, det er det virkelig. Det er et nervepirrende forum for de optrædende, og afspejler hvor forskellig smag, vi alle har. Det korte og konfliktsky ord kommer virkelig til kamp sådan en aften.
Fredag var en aften med rum for diskussion og holdning- og ikke mindst forståelse imellem mennesker, for her må alle deltage – uden en doktorgrad eller kravet om at have åbnet en bog. Her gælder det blot om at eje egen smag og følelse, alt andet er overflødigt.
Når alle er blevet målt lige fra aftenens begyndelse, giver det en god grobund for en høj og provokerende stemning. Jeg bemærker ofte sådan en aften, hvor mange mennesker man lige pludselig kan danne øjenkontakt med – og hvor smukke og sigende øjne er.

Hvis du vil have en lille smuglytter og fornemmelse af, hvad det er, der kan foregå til poetry slam i Magstræde, så lyt godt efter her:

http://www.scenepoesi.dk/lyd

Håber at se jer til næste slam!
– Dikte

 

Reklamer