Solen vender sit øje mod træet
folder sine øjenvipper ud
skygger landevejen

Han står
i en af de sorte vipper
betragter sit eget omrids forsvinde på vejen

Månen uddeler sit hvide lys
laver huller i landevejen
han står
og måner sig i et rum
hvor tiden ikke viser sig
i lyset på himlen

Han står i et rum
hvor timerne er blevet tvillinger
i et rum
hvor landevejen bliver en stor skygge
som barmhjertigt dækker ham

I et rum
hvor han kan være det eneste menneske
i jordens voksende harem
Et sted
hvor han kan elske verdenen
alene

Skrevet af Dikte 2010

Advertisements